Referat af Stiftende generalforsamling i Foreningen til fremme af kritisk socialt arbejde d. 24.10.2017
- Valg af dirigent:
Per Westersø
- Valg af referent:
Mette Spendrup
- Godkendelse/supplering af dagsorden –
godkendt
- Drøftelse af initiativet om at oprette foreningen – de faglige behov herfor
Der var mødt 12 personer frem til generalforsamlingen. Flere havde meldt afbud til i dag, men var interesserede. Kirsten har en liste på ca 25 interesserede. Vi startede med en navnerunde.
Kirsten holdt et kort oplæg om hvorfor en forening for kritisk socialt arbejde. Bevæggrunden er inspireret af internationalt socialt arbejde, hvor vi ofte møder den kritiske tilgang i internationale sammenhænge, og som vi ikke har på samme måde i Danmark. Derefter havde vi en drøftelse af hvad en sådan forening kunne bruges til:
- Foreningen kan ses som en mulighed for, at vi også i Danmark skaber en platform for at fremme det kritiske sociale arbejde.
- Det kan ses som en teoretisk del som gerne skal føres ud i praksis, hvor det teoretiske fundament bliver vigtigt som en måde at kvalificere det sociale arbejde.
- At foreningen også kan bruges som et udgangspunkt for f.eks. lave workshops til fremme for kritisk socialt arbejde.
- Platform for grundlæggende diskussioner om den udvikling socialrådgiveruddannelsen er på vej mod
- Tage diskussioner op med DS f.eks. i forhold til hvor faget er på vej hen
- Det er vigtigt at vi har praksis med i sådan en forening i forhold til at se nye perspektiver, også gerne i samarbejde med DS, men måske et forum som på en anden måde end DS kan være et forum for diskussioner på en anden måde end det er andre steder.
- Et rum til at diskutere uden for sin praksis kan give andre perspektiver
- Et sted hvor man gerne må tænke lidt vildt
- Drømmen om at blive en forening der bliver hørt når nogen har brug for en stemme fra socialt arbejde
- På et tidspunkt kunne det måske være spændende at have andre faggrupper med i foreningen
- Vigtigt at starte i det små, det kunne f.eks. være oplægsholdere til fælles afsæt for diskussioner
- Drøftelse af forslag til foreningens arbejdsmåder – forslags skitse som bilag 1.
En del af punkt 4 er også under dette punkt
- Drøftelse af internationalt samarbejde
Kirsten har en kontakt til redaktørerne af International Journal: Critical and Radical Social Work: Lain Ferguson, University of the West of Scotland og Michael Lavalette, Liverpool Hope University. Begge er i bestyrelsen for SWAN (Social Work Action Network) (en aktionsgruppe bestående af socialarbejdere, akademikere og brugere)
Siv Oltedal: Nordisk sommeruniversitet
- Drøftelse af oprettelse af en hjemmeside for foreningen
Vi skal have en hjemmeside. Kirsten og Per er i gang med at få hjælp til en hjemmeside
Facebookgruppe er også oplagt
- Drøftelse af fælles abonnement på: International Journal – Critical and Radical Social Work
Hvis vi får det økonomiske grundlag dvs. ca. 25 -30 medlemmer tegner vi abonnementet.
- Drøftelse af forslag til vedtægter og beslutning af vedtægter – forslag som bilag 2
Forslaget blev enstemmigt vedtaget
- Valg af bestyrelse (3 eller 5 medlemmer)
Umair Ahmed
Win Fikri Azima Yusra
Kirsten Henriksen
Siff Harlung
Maja Juul Olsen
- Beslutning om, hvem der kan tegne foreningen ifht. Bankforbindelse Bilag 3
Kirsten Henriksen og Maja Juul Olsen
- Fastsættelse af kontingent – forslag bilag 4
100 kr. for resten af 2017. Individuelt medlemskab 250 kr. for 2018. Studerende og brugere (modtagere af overførselsindkomst): 50 kr. om året.
- Valg af intern kritisk revisor og en bestyrelsessuppleant
Gina Lydersen som bestyrelsessuppleant
Per Westersø som kritisk revisor
- Drøftelse i interessegrupper af arbejdsformer og indhold samt mødefrekvens i interessegrupperne
- Kirsten havde en stak bøger med som kunne danne udgangspunkt for studiekredse
- Det kunne også være at tage udgangspunkt i praksis
- Kunne vi evt. starte med et oplæg omkring hvad er kritisk socialt arbejde
- Berammelse af fællesmøde i foreningen
Afholde et fællesmøde, hvor vi starter med en grundlæggende snak om hvad kritisk socialt arbejde er. Bestyrelsen udvælger en tekst som rundsendes til alle.
Nyt møde i januar 2018.
Bilag 1: Forslag til foreningens arbejdsmåder:
- Studiekredse i kritisk socialt arbejde med fælles læsning og drøftelser af tekster om kritisk socialt arbejde i et emancipatorisk perspektiv
- Faglige sparringsgrupper m.h.p. fælles drøftelse af socialt arbejdes praksis og mulige initiativer i relation hertil
- Faglige sparringsgrupper m.h.p. fælles drøftelse af undervisning i socialt arbejde/ på socialrådgiveruddannelsen og mulige initiativer i relation hertil
- Fælles medlemsmøder med drøftelse af arbejdsgruppernes arbejde og mulige initiativer/aktiviteter på baggrund heraf samt fælles faglige input
- Skriftlig formidling af udviklingstanker om kritisk socialt arbejde i relevante publiceringskanaler
- Rejse diskussioner om kritisk socialt arbejde i relevante sammenhænge som Dansk Socialrådgiverforening, FORSA, Socialpolitisk Forening samt brugerorganisationer
- Samarbejde med studerende (grunduddannelse og kandidatuddannelse), praktikere i socialt arbejde, borgere, undervisere og forskere samt organisationer med interesse i udvikling af kritisk socialt arbejde
- Netværket med internationalt kritisk socialt arbejde
Bilag 2: Forslag til vedtægter for foreningen:
- Foreningens navn: Foreningen til fremme af kritisk socialt arbejde
- Foreningens formål: At fremme udbredelsen af og tilslutningen til kritisk socialt arbejde i et emancipatorisk perspektiv samt arbejde med udvikling heraf. Dette sker gennem en række understøttende aktiviteter blandt foreningens medlemmer.
- Medlemskab: Enhver med interesse for kritisk socialt arbejde, der tilslutter sig foreningens formål. Medlemskab kan tegnes af enkeltpersoner. Organisationer og andre foreninger, der støtter foreningens formål kan tegne støttemedlemskab.
- Generalforsamling: Foreningen afholder hvert år generalforsamling, der drøfter foreningens aktiviteter og planlægger det kommende foreningssår.
- Bestyrelse: Mellem generalforsamlingerne tegnes foreningen af en bestyrelse på 3 eller 5 personer, der vælges på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen udgør en kollektiv ledelse af foreningen. Der vælges på generalforsamlingen en eller to af bestyrelsesmedlemmerne, der kan tegne foreningen i relation til dens bank. Der vælges desuden en suppleant til bestyrelsen samt en intern kritisk revisor.
- Generalforsamlingen indkaldes med minimum 2 ugers varsel via mail til medlemmerne. Indkomne forslag stiles til bestyrelsen en uge før generalforsamlingen. Generalforsamlingen kan ved almindeligt flertal beslutte, at forslag kan fremsættes på selve generalforsamlingen.
- Bestyrelsen eller generalforsamlingen kan beslutte at indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
- Kontingent: Der fastsættes et mindre årligt kontingent til foreningens driftsudgifter. Kontingentets størrelse fastsættes hvert år på generalforsamlingen for det følgende foreningsår. Kontingent for eventuelle støttemedlemskaber aftales med bestyrelsen.
- Foreningen kan opløses, såfremt der blandt medlemmerne er enighed herom på to på hinanden følgende generalforsamlinger (herunder også eventuelle ekstraordinære generalforsamlinger). Den opløsende generalforsamling beslutter, hvad der skal ske med eventuelle aktiver i foreningen.
Bilag 3: Bankforbindelse:
Det foreslås, at foreningen opretter en foreningskonto i Rønde Sparekasse. Hovedgaden 33, 8410 Rønde. I Rønde Sparekasse kan foreningen få oprettet en foreningskonto uden at have et CVR nummer. Kontoen er gebyrfri. Medlemmerne kan indbetale kontingent via netbank og/eller mobil pay. Generalforsamlingen skal vælge, hvem der kan administrere kontoen og vedkommende skal dokumentere sig til Rønde Sparekasse.
Bilag 4: Forslag til kontingentfastsættelse:
Kontingentet skal dække foreningens grundaktiviteter. Foreløbig oprettelse og drift af hjemmeside samt et fælles abonnement på International Journal: Critical and Radical Social Work.
Det foreslås, at alle medlemmer indbetaler 100 kr. vedr. 2017 m.h.p. dækning af udgiften til oprettelse af foreningens hjemmeside. Tilbud: Udgift hertil 2000 kr.
Det foreslås derudover, at det årlige kontingent for 2018 fastsættes til 250 kr. for individuelt medlemskab. Dette skal dække i 2018:
Udgifter til drift af hjemmesiden 1500 kr. p.a.
Abonnement på Journal: 161 pund – svarende til ca. 1360 kr
Samlede kendte udgifter: 2860 kr.
Ved 20 medlemskaber vil foreningen have en kontingentindtægt på 5000 kr. Der vil således være en smule ”luft” til at betale for gaver eller lignende til mulige oplægsholdere på foreningens fællesmøder.